BEVAR Egelundsparken
- som den er
- …
BEVAR Egelundsparken
- som den er
- …
Debat Indlæg fra Egegruppen
Nyeste debat indlæg fra Egegruppen
En ny retning for Egelundsparken
af Henrik Vestermark
Albertslund Posten Uge 38 (e-pages.pub)
Kære borgere og politikere i Albertslund Kommune,
De seneste uger har tydeligt vist, hvor afgørende det er at sikre reel og omfattende borgerinddragelse, når det handler om vores fælles grønne områder. Vi, i Egegruppen, vil gerne anerkende de politiske partier for deres mod til at lytte til borgernes stemmer og erkende, at processen omkring projektet med helårsgræsning og indhegning af Egelundsparken ikke har været tilfredsstillende.
Politisk Ansvarlighed:
At Albertslunds politiske ledere har erkendt manglerne i borgerinddragelsen og valgt at justere kursen i overensstemmelse med borgernes ønsker, viser ansvarlighed og respekt for demokratiet. Det er vigtigt at anerkende, at borgernes synspunkter og bekymringer ikke blev tilstrækkeligt hørt fra begyndelsen, hvilket resulterede i en bred modstand mod projektet.
Borgernes Indflydelse:
Den massive modstand, som blev udtrykt på borgermødet, hvor 95% af deltagerne var imod projektet, har haft en afgørende betydning. Denne klare tilkendegivelse understreger, at fremtidige beslutninger omkring Egelundsparken skal tage udgangspunkt i borgernes perspektiver og behov.
Afslutning på Projektet:
Borgmesterens udmelding om, at der ikke længere er flertal for hverken fuld eller delvis indhegning af Egelundsparken, er en nødvendig beslutning i lyset af den massive borgerlige modstand. Denne beslutning respekterer det klare signal fra lokalsamfundet og åbner for en ny dialog om parkens fremtid.
Fremtidsplan for Egelundsparken:
Nu hvor projektet med helårsgræsning er blevet afvist, er det tid til at se fremad og overveje, hvordan vi kan videreudvikle Egelundsparken på en måde, der styrker både biodiversiteten og de rekreative muligheder for alle borgere. Vi ser frem til, at Albertslund Kommune etablerer en proces, hvor borgerinddragelse
prioriteres højt i fremtidige projekter for Egelundsparken.Lad os stoppe snakken om flere køer
af Lena Veng,
Lad os stoppe snakken om flere køer – Sjællandske Nyheder (uge 35)
Kære Forvaltning og Politikere
Mangfoldighed, forskellighed, diversitet - kært barn har mange navne - og for Albertslund Kommune er en af grundværdierne netop mangfoldighed.
Så lad os stoppe snakken om flere køer og mere hegn i Egelundsparken, og istedet begynde at tale om, hvordan vi sammen kan udvikle Egelundsparken til Mangfoldighedens Park, med plads til alle; både mennesker, planter og insekter.
Lad os i fællesskab; forvaltning, politikere og borgere udvikle Egelundsparken til et endnu mere attraktivt og rekreativt grønt område med masser af biodiversitet og tilgængelighed for byens borgere.
Jeg ved, at vi er mange med et stort engagement og masser af ideer, som gerne vil lægge tid og kræfter i at være med til at udvikle VORES BY; den bæredygtige by, for børnene, det grønne og fællesskaber.
Vi ser frem til at udvikle Mangfoldigheden Park med plads til alle sammen med jer.
Dette debatindlæg er ifølge skribenten også indsendt som et høringssvar til Albertslund Kommune i forbindelse med høringen om Egelundsparken, der havde frist 26. august.
Derfor skal park ikke hegnes ind
af Malene Blume, Sjællandske Nyheder
Svar til fortaler for kvæg: Derfor skal park ikke hegnes ind – Sjællandske Nyheder (sn.dk) uge 35
Svar til Sommer Raunkjær.
Tak for din beskrivelse af dine positive erfaringer med græssende kvæg i dit sommerhusområde ved Sejerøbugten. Det er godt at høre, at du og din familie har haft glæde af at færdes blandt kvæget. Dog er det vigtigt at bemærke, at situationen i Egelundsparken er væsentligt anderledes, og derfor kræver andre hensyn.Egelundsparken er ikke et landligt område, men et bynært, rekreativt område i Albertslund, der bruges dagligt af mange forskellige befolkningsgrupper, herunder børn, ældre, hundeluftere og cyklister. I modsætning til et sommerhusområde, hvor folk typisk færdes med en bevidsthed om at befinde sig i naturen eller tager på udflugt, er Egelundsparken en central del af byens daglige rekreative tilbud, hvor borgerne forventer fri adgang og tryghed.
Den er så tæt på tæt bebygget område, at frekvensen for brug af parken er meget høj, sammenlignet med områder væk fra tæt bebyggelse eller i sommerhusområder. Forskning viser også, at cirka en fjerdedel af danske borgere er utrygge eller delvist utrygge ved at færdes i indhegning med store dyr. Brugen af parken vil mindskes, og især løb, ryttere, cykling (der er både mountainbike spor og trafikeret cykel transportvej) og hundeluftning skal tage særligt hensyn for at undgå risiko for konflikter.Andre alternativer
Desuden findes der mindre indgribende alternativer til at øge biodiversiteten i parken, som fx høslæt. Høslæt er en anerkendt metode til naturpleje, der ikke indskrænker borgernes mulighed for at bruge parken, som kvægafgræsning ville gøre. Kvægafgræsning kræver opsætning af hegn, hvilket vil begrænse fri adgang til parken og kan skabe en følelse af utryghed, især blandt børn og ældre. Det er også vigtigt at overveje, at kvæg kan påvirke parkens naturlige vådområder negativt, hvilket kan skade biodiversiteten, snarere end at fremme den.Det blev desuden tydeligt efter det nylige borgermøde, at en ganske overvældende del af borgerne ønsker en anden løsning end kvægafgræsning. De mange bekymringer, som blev fremsat, viser klart, at der er behov for at undersøge og udvikle alternative løsninger, som kan sikre både biodiversiteten og borgernes fortsatte trygge og frie brug af Egelundsparken.
Vil hindre muligheder
Derudover vil udsætning af kvæg i parken hindre fremtidige muligheder for at videreudvikle parken med rekreative tiltag, som fx shelters, legepladser og trivselområder for børn og unge. Egelundsparken har potentiale til at blive et endnu mere attraktivt område for byens borgere, hvor natur og rekreative aktiviteter kan gå hånd i hånd. Dette potentiale kan ikke udnyttes, hvis store dele af parken indhegnes og bruges til kvægafgræsning.Det er også værd at bemærke, at cirka 40 procent af egelundsparken allerede er indhegnet med kvæg og får. Der er endvidere mange andre store arealer i kommunen, som i dag er hegnet ind og med kvæg.Selvom dine personlige oplevelser med kvæg er positive, mener jeg, at Egelundsparken skal bevares som et åbent, tilgængeligt og trygt rekreativt område, hvor mindre indgribende metoder til naturpleje som høslæt kan anvendes til i høj grad at fremme biodiversiteten uden at kompromittere borgernes adgang og brug af parken.
Genovervej kvæg i Egelundsparken
Af Christian Larsen, Sjællandske Nyheder
Genovervej kvæg i Egelundsparken – Sjællandske Nyheder (sn.dk) (uge 34)
Tak for dit indlæg, Poul. Jeg skriver dette modargument for at fremhæve alvorlige bekymringer og mangler i det nuværende forslag om at implementere helårsgræsning med kvæg i Egelundsparken. Jeg er dog uenig i flere af dine vurderinger.
Den rapport, der ofte citeres, er Care4Nature fra 2021, som gennemgår Albertslund Kommunes §3-områder. For Egelundsparken repræsenterer de farvede områder cirka 2,7 procent af parkens samlede areal på 75 hektar.
I rapporten anbefales højere afgræsning i de allerede indhegnede områder, mens engområdet udenfor indhegningen foreslås at blive plejet med høslæt, som beskrevet i afsnit 6.6.
Der er imidlertid intet i rapporten, der omhandler de øvrige 72 hektar skov og engområder. Denne mangel på specifikke anbefalinger for Egelundsparken indikerer, at der ikke er et grundlag for at udvide brugen af kvægafgræsning til hele området. Dette bør vejlede os til at søge mere velunderbyggede og sikre metoder som høslæt.
EGE-Gruppen mener, at al fremtidig natur opretning af Albertslunds skov- og engarealer bør ske på et langt bedre dokumenteret grundlag hvor hver enkelt bevaringsværdig mosaik af biotoper belyses som i den §3 rapport der er udarbejdet for det begrænsede areal i ådalen omkring åen.
Rapporten er fint dækkende for dette vådområde men dækker desværre ikke tøregne og skovarealer. Samlet dækker rapporten som vi har nævnt, kun 2,7 procent af Egelundsparkens samlede areal og kan derfor på ingen måde være et seriøst bud på den samlede naturtilstand i Egelundsparken.
Du nævner, at høslæt er bedre end ingenting, men det står i modsætning til rapporten fra Aarhus Universitet, Analyse af behovet for græsning og høslæt på beskyttede naturarealer, som anbefaler brug af høslæt i over 70 procent af §3-engområderne i Danmark. Høslæt er dermed en anerkendt og effektiv metode til at forbedre biodiversiteten.
Det er korrekt, at høslæt ikke kan anvendes i skovene i Egelundsparken, som udgør ca. 20 hektar. Her bør andre metoder overvejes, men vi mener, at skovene bør efterlades som urørt skov, som anbefalet af Naturstyrelsen.
Da Albertslund Kommune endnu ikke har gennemført dokumenterede undersøgelser af skovenes biodiversitet, bør sådanne undersøgelser udføres, før yderligere indgreb i skovarealet foretages.
Der er allerede blevet udført veteranisering og udtynding af to skovarealer for at øge biodiversiteten, og resultaterne af disse tiltag bør afventes, før yderligere tiltag besluttes. Vi mener ikke, at der er behov for at indføre mere klimabelastende kvæg som et naturplejeværktøj i Egelundsparken.
Høslæt har vist sig at være en effektiv metode til at bevare biodiversiteten, samtidig med at det understøtter parkens rekreative værdi. Det er en mindre indgribende metode, der tillader fortsat adgang til rekreative aktiviteter uden risiko for besøgende.
Kvægafgræsning er væsentligt dyrere end høslæt, med årlige omkostninger, der overstiger de mere budgetvenlige alternativer. I en tid, hvor kommunale ressourcer er under pres, bør vi prioritere økonomisk effektive løsninger, der samtidig opfylder miljømæssige og samfundsmæssige mål.
Endelig introducerer kvægafgræsning en potentiel risiko for parkens besøgende, især børn og ældre, og begrænser den frie adgang til rekreative aktiviteter, hvilket strider imod parkens oprindelige formål som et åbent rekreativt område.
Vi er enige i, at der har manglet en åben og inkluderende proces i udviklingen af dette forslag. Det er essentielt, at alle berørte parter, herunder lokale beboere og brugere af parken, inddrages fuldt ud i processen for at sikre bred accept og støtte til beslutningerne.
Jeg opfordrer kommunalbestyrelsen til at genoverveje anvendelsen af kvægafgræsning og i stedet fokusere på at udvide brugen af høslæt i Egelundsparken, så adgangen til det rekreative område kan bevares nu og i fremtiden.
Hvorfor høslæt? - Den bedste løsning for Egelundsparken
Af Henrik Vestermark, SjællandskeNyheder
Hvorfor høslæt? – Den bedste løsning for Egelundsparken – Sjællandske Nyheder (uge 34)
I Albertslund Kommune har vi en perle i form af Egelundsparken - et rekreativt område, der ikke blot giver byens borgere en tiltrængt oase, men som også har potentiale til at blive forvaltet på en måde, der både fremmer biodiversitet og tilgodeser brugernes behov.
I denne sammenhæng er det vigtigt at diskutere, hvilken form for naturpleje der er mest hensigtsmæssig for parken. Her står vi med to primære metoder: høslæt og kvægafgræsning. Jeg vil argumentere for, at høslæt er den bedste løsning for Egelundsparken, særligt i lyset af parkens rekreative formål.
Høslæt versus kvægafgræsning
Høslæt og kvægafgræsning er begge effektive metoder til at vedligeholde naturområder. Men når vi taler om et rekreativt område som Egelundsparken, bliver forskellene tydelige.
Høslæt har den klare fordel, at det ikke kræver elektriske hegn omkring dyr, hvilket betyder, at parken forbliver tilgængelig for alle brugere. Dette er afgørende i en bypark, hvor vi ønsker at fremme en bred brug af området - fra motionister, pendlere, mountainbikere, og ryttere til hundeluftere, børn, unge og ældre.
En anden væsentlig forskel er, hvordan de to metoder påvirker jorden. Høslæt har en højere udpinings-effekt på jorden, idet det fjerner cirka 100 kg kvælstof pr. hektar om året, mens kvæg kun fjerner omkring 10 kg. Denne udpining er en fordel, når vi ønsker at bevare et rigt og varieret planteliv, som kan tiltrække forskellige insekter og fugle.
Økonomiske og sikkerhedsmæssige overvejelser
Når vi ser på økonomien, er høslæt også den mest rentable løsning. Omkostningerne ved høslæt ligger på omkring 60.00 kr. årligt, hvilket er markant lavere end de 625.000 kr., årligt det koster at have kvæg i Egelundsparken ifølge Albertslund kommunes hjemmeside. Dette er en væsentlig besparelse, som kan anvendes til andre vigtige formål i kommunen.
Sikkerheden er en anden kritisk faktor, der ikke må overses. Vilde kvæg i offentlige parker kan udgøre en risiko for parkens besøgende. Der er flere eksempler på, at kvæg har forårsaget skader på mennesker, hvilket skaber unødvendig frygt og bekymring blandt parkens brugere. Høslæt eliminerer denne risiko fuldstændigt.
Det er værd at bemærke, at ideen om kvægafgræsning i Egelundsparken synes baseret på en misfortolkning af Care4Nature rapporten fra 2021. Denne rapport anbefaler specifikt høslæt for visse engområder i Egelundsparken og diskuterer overhovedet ikke kvægafgræsning som en passende metode for hele Egelundsparken.
Anbefaling til politikerne
Egelundsparken bør forblive et rekreativt område som det oprindelig var tænkt tilbage i 60'erne, hvor parken blev oprettet som åndehul og rekreativt område for lokalsamfundet, hvor alle kan færdes frit og sikkert.
Høslæt er derfor den mest hensigtsmæssige metode til naturpleje i parken, både i forhold til at bevare biodiversitet, sikre økonomisk effektivitet og fremme borgernes tryghed og adgang til området.
Egelundsparken er for alle, og med høslæt sikrer vi, at den fortsat kan opfylde dette formål.
Det er endvidere rart at høre, at en af kommunalbestyrelsens politikere nu klart har meldt ud at de konservative ikke længere kan støtte projektet, da projektet ikke tilgodeser de mange daglige bruger af Egelundsparken.
'Et unuanceret projekt med uvis effekt'
af Malene Teller Blume, albertslund posten, uge 32
Albertslund Posten Uge 32 (e-pages.pub)
Rewilding af Egelundsparken er et unuanceret projekt, hvor en uvis effekt på biodiversitet sættes højere end borgernes udfoldelse i fri natur og dyrevelfærd.
Plan for indhegning af hele Egelundsparken og udsætning af stort vildt kvæg var meget tæt på at blive en realitet - uden ret mange havde opdaget det.
Klæder ikke vores kommune
Kun meget få havde hørt om ”Rewilding i Egelundsparken”, forud for borgervandringen den 19. juni.
På vandringen, men også på nettet, blev det klart meldt ud, at projektet var politisk godkendt. Forundrede og chokerede borgere fandt heldigvis hurtigt sammen og kontaktede politikerne. Hvorfor er borgerne ikke hørt i dette omfattende og indgribende projekt? Borgmesteren svarede efterfølgende, at projektet endnu ikke er politisk besluttet. Efter vores kontakt til kommunen blev der så inviteret til borgermøde i august.
Vi erfarer, at rigtig mange borgere er stærkt utilfredse og bekymrede over processen og fremtiden. Vi har oprettet en Facebook-side ”Bevar Egelundsparken”, som har 521 medlemmer. På www.bevaregelundsparken.dk er der informationer og underskriftindsamling. I skrivende stund er der 492 underskrifter.
Manglende borgerinddragelse – er det fremtiden i Albertslund?
Udover stilheden omkring projektet i Egelundsparken er det yderst bekymrende, at forvaltningen i maj 2023 har fået mandat på kommunalbestyrelsesmøde til at beslutte naturprojekter med udsættelse af kvæg, uden at involvere hverken politikere eller os borgere: Citat fra referat af mødet: ”På denne måde behøver hvert enkelt, fremtidigt projekt, der involverer oprettelse af dyrefolde i kommunens egne skove, ikke fremover politisk godkendelse. Fremtidige projekter med oprettelse af en dyrefold i en skov vil, ligesom det også er tilfældet med dette projekt, blive drøftet med Naturgruppen og Toftegården."
Er det en ansvarlig forvaltningspraksis, når hverken kommunalbestyrelsen og borgerne høres, og kun involverer interessenter med forholdsvist snævert natursyn? Skal vi lade denne lille gruppe forvalte vores skønne og frie natur udelukkende med fokus på biodiversitet?
Det synes helt grotesk, da evidens mangler og der er andre metoder til at tilgodese mere biodiversitet, uden at parker hegnes ind og kvæg sættes ud.
Rewilding vil ekskludere mange
Dette Rewilding-projekt adskiller sig fra andre naturområder ved at være placeret klos op ad tæt bebyggelse. Det betyder en høj frekvens af daglige brugere og rigt udvalg af udendørs aktiviteter.
Ihærdige tilhængere af projektet påstår igen og igen, at Egelundsparken kan bruges af borgerne ”helt som vi plejer”. Eneste forskel er, at hunden skal i snor.
Det er ganske naivt at påstå! Uvildige undersøgelser og erfaringer fra hele Europa dokumenterer nemlig, at kombinationen af mennesker og fritgående vilde dyr udgør en risiko. Det vil indskrænke brugen af de rekreative områder. Det er derfor med god grund, at andre kommuner og regioner gør meget ud af at oplyse borgerne om begrænsning i brugen og sikker adfærd.
Vores Egelundspark bruges hyppigt af familier, løbere, ryttere, el-kørestole, scootere, hundeluftere, og mange cyklister, både i mountainbike-spor og på asfaltsti (transport).
Der vil derfor være rigtig mange kontaktpunkter hver eneste dag, som kan være konfliktfyldte. Daginstitutioner, skoler og SFO'en mister også værdifulde læringsarealer, da det ikke længere vil være trygt for dem at færdes i området.
Adgangene til parken besværliggøres også, da der vil være langt færre indgange med klaplåger og færiste. Parkens mange trampestier og skovstier vil forsvinde på grund af mudder, kvæg og komøg. Det ses i andre lignende områder, som ikke forbliver attraktive, og dermed ikke længere bruges.
Hundeejere vil blive særligt begrænset, da det er risikofyldt i nærheden af kvæg, også selvom hunden føres i snor. Andre lignende parker i Danmark fraråder, at man tager hunden med ind til dyrene, også ved Galloway-kvæg.
Erfaring fra blandt andet Mols Bjerge viser, at Rewilding er grundlag for stor kritik. I 2021 har 15 daginstitutioner, sportsforeninger og kommunale folkeskole sendt et opråb til kommunalpolitikerne, vedrørende at naturparken ekskluderer mange brugere og endda er årsag til ulykker.
Er politikerne virkelig klar til en så stor indgriben i de mange borgeres forskelligartede og hyppige brug af parken? Hvad med mental og fysisk sundhed samt generel trivsel og velvære - tæller det ikke længere?
Biodiversitet er godt, det er hegn ikke
Der er allerede mange og store områder i og omkring kommunen, hvor der er indhegnet med fritgående dyr; Kongsholmsparken, Egelundsparken, langs golfbanen, i Risby, Vikingelandsbyen og Herstedhøje.
Cirka 40 procent af Egelundsparken er i dag allerede hegnet ind med kvæg og får. Ved at hegne hele parken ind vil eneste mulighed for fri udfoldelse, hundeluftning, hurtig adfærd, børn, kørestolsbrugere med mere, være at søge mod stadions arealer (fodboldbaner) eller gå langs Grønningen.
Manglende evidens for mere biodiversitet
Vi har efterlyst evidens for, at Rewilding er den bedste metode til at øge biodiversiteten. Studier er langt fra entydige. Det er uafklaret, om forvaltning og politikere har set dokumentation for, at der kommer mere biodiversitet ved at indhegne og udsætte kvæg. Tilsyneladende er der ikke bedre biodiversitet på de allerede eksisterende folde med fritgående dyr.
Dyrevelfærden bliver samtidig udfordret af eksperter. Bruger man bare fem minutter på nettet, finder man hurtigt mange artikler om den manglende evidens og ganske bekymrende erfaringer med Rewilding-projekter, hvor blandt andet dyrlæger fastslår, at dyrene lider overlast.
Vil fond støtte et projekt uden borgeropbakning?
Det undrer os også, at projektet har skiftet navn efter at efter Ege-gruppen har kontaktet kommunen. Benævnelsen ”Rewilding” er slettet på kommunens hjemmeside og erstattet af ”Mere natur i Egelundsparken”. Hvad mon årsagen er til dette? Nordea-Fondens bevilling er givet til et Rewilding-projekt, og er også betinget af borgerinddragelse, og det kan vi ikke se er gennemført.
Løsning er oplagt
Hvis formålet for Rewilding af Egelundsparken er biodiversitet, så er der allerede på kommunalbestyrelsesmødet den 23. august 2022 fremlagt en anden løsning, der kan gavne biodiversiteten væsentligt. Det kaldes høslæt og er græs i stil med i dag, som skal slås to gange om året. Herved får insekterne bedre betingelser.
Der findes altså en anden veldokumenteret metode til at øge biodiversiteten, hvor Egelundsparken bevares med det væld af aktivitetsmuligheder, som parken dagligt tilbyder borgerne.
I har et ansvar
Vi vil gerne anmode kommunalbestyrelsen om at stille sig åbne over for nuancerede perspektiver, erfaringer og løsninger, som vi de sidste tre uger har sendt til jer, delt med hinanden på vores Facebook-side og på hjemmesiden.
Vi håber meget, at dette ikke ender som et prestigeprojekt for kommunen med tvivlsom gavnlig effekt på biodiversitet og hvor borgernes sundhed og trivsel betaler prisen.
'Udsætning af 25 til 30 kvæg er en voldsom og radikal ændring'
af Henrik Vestermark, albertslundposten uge 33.
Albertslund Posten Uge 33 (e-pages.pub)
Det er afgørende at diskutere Egelundsparkens fremtid med en åben og informeret tilgang.
Indledningsvis er det vigtigt at påpege, at debattørens (Vivi Jacobsen fra Kommunalbestyrelsen i Albertslund Kommune) opfattelse af, at parkens nuværende tilstand repræsenterer lav biodiversitet, kan ses som en forudindtaget holdning, der muligvis overser andre værdifulde aspekter af parkens nuværende biodiversitet.
Parken er flere gange i de sidste fem år blevet forbedret med for eksempel udtynding af skoven for bedre biodiversitet.
Det nuværende forslag om elektrisk indhegning af hele Egelundsparken og udsætning af 25 til 30 kvæg er en voldsom og radikal ændring af Egelundsparkens karakter og ikke i tråd med de intentioner, den daværende borgmester i Albertslund havde i 60'erne om at skabe et rekreativt område og fristed for kommunens borgere.
Dette bør overvejes
Høslæt bør overvejes som en alternativ metode til forbedring af biodiversiteten i Egelundsparken og er anbefalet af gruppen “Bevar Egelundsparken”.
Denne metode er anerkendt som en effektiv metode til at forøge biodiversiteten, er mindre indgribende og tillader, at de mange daglige brugere fortsat kan nyde parken som deres åndehul, uden de forstyrrelser der kan følge med elektrisk indhegning og græsning af kvæg.
Høslæt understøtter bevarelsen af et naturligt habitat, samtidig med at det respekterer og værner om parkens rekreative værdi for lokalsamfundet.
Jeg støtter fuldt ud opfordringen til at lytte til hinanden og anerkender, at processen indtil videre ikke har været tilfredsstillende. Det er væsentligt, at beslutninger om parkens fremtid involverer alle interessenter i en gennemsigtig og retfærdig proces, der reflekterer en bred vifte af meninger og interesser.
Med hensyn til kritikken af Naturgruppen er det vigtigt at påpege, at engagement og frivillighed ikke undskylder manglen på fuldstændig og omfattende inddragelse af de berørte parter. For at sikre, at alle stemmer høres, må Naturgruppen stræbe efter at opfylde deres ansvar for at facilitere en inkluderende dialog.
Det kommende borgermøde den 21. august repræsenterer en værdifuld mulighed for at rette op på tidligere fejl og for alvor at implementere borgernes input i fremtiden for parken. Det er en chance for at sætte nye standarder for, hvordan vi udvikler vores fælles grønne arealer på en måde, der balancerer biodiversitet med rekreative og samfundsmæssige behov.
Lad os alle deltage aktivt og bidrage konstruktivt til at udforme bæredygtige løsninger for Egelundsparken.
Vi har alle et fælles mål om at fremme en grønnere, mere levende Albertslund, hvor både naturen og borgerne kan trives.
Borgere ønsker at bevare park: - Den er en stor del af vores hverdag
En gruppe borgere har dannet gruppen "Bevar Egelundsparken", efter de har fundet ud af, at kommunen vil ændre parkens udseende for at få mere biodiversitet.
af Lisbeth Jansen lisbeth.jansen@sn.dk
Albertslund Posten Uge 32 (e-pages.pub)
For en del borgere er en bestemt park et flittigt anvendt åndehul, som de nødigt ser forandret i den grad det er lagt op til i kommunes planer for mere vild natur. Derfor håber de, at politikere vil lytte til deres opråb.
- Med gruppen "Bevar Egelundsparken" ønsker vi at orientere og involvere Albertslunds borgere i, hvad det er, politikerne ønsker at ændre, og indsamle alt input om hvad vi som borgere vil miste. For Egelundsparken, som den ser ud i dag, er en stor del af vores hverdag, og med de nye planer vil det blive et naturområde mere end et brugernes område.
Sådan siger Malene Blume fra Albertslund, der er administrator for nævnte Facebook-gruppe.
Gruppen er ganske ny og så dagens lys efter en borgervandring lige inden sommerferien, hvor kommunen orienterede om planerne for parkens fremtid. De inkluderer en indhegning og mere græssende kvæg, end der allerede er i parken. Disse to aspekter bekymrer Malene Blume og andre borgere, der bor tæt ved, der samtidigt mener, at de ikke er blevet tilstrækkeligt hørt.
I skrivende stund er der 525 medlemmer af "Bevar Egelundsparken" og 492 underskrifter for at bibeholde Egelundsparkens nuværende udseende.
Politikerne havde planerne på dagsordenen i juni måned , og skal tage endeligt stilling til projektet i efteråret.
- For os der bruger den er parken langt mere end de asfalterede stier. Det er enge, man kan møde rådyr, der er trampestier og mange måder at bruge parken på. Det er et mødefyldt sted – ikke kun for os med hunde, men for familier, institutioner og cyklister, siger Malene Blume, der fortsætter:
- Den åbne og frie adgang til Egelundsparken er noget særligt, fordi det giver en naturlig og hyppig frekvens at bruge den. I den henseende er Egelundsparken kendetegnet ved at være en folkepark.
Hun har boet i Albertslund stort set hele sit liv og bruger selv Egelundsparken flere gange om dagen.
Hvad går bekymringen på
- Det afgørende for os er, at Egelundsparken er en folkepark. Og det frygter vi, at vi mister, hvis hele parken indhegnes og der sættes mere kvæg ind i den samlede park, end der allerede er i indhegnede dele af parken. For det vil alt andet lige begrænse folks brug af parken – det viser erfaringer fra lignende projekter andre steder, lyder det først fra Malene Blume, som kommer med eksempler:
- Hunde og deres ejere vil eksempelvis blive utrygge ved at bruge parken, og der vil komme låger og færiste, som vil begrænse adgang også for handicap køretøjer og ryttere.Erfaring viser også at ”hurtig adfærd” kan gøre dyrene utrygge, og det har betydning for de mange cyklister, som cykler gennem parken hver dag, siger hun.
Desuden stiller gruppen sig tvivlende over for om der er bevis for, at metoden med græssende kvæg virker.
- Derudover stiller vi spørgsmålstegn ved, om der egentlig er evidens for, at det her projekt vil højne biodiversiteten, sådan som det er ønsket for politikerne. For der er andre metoder, der kan tilgodese både biodiversitet og de mennesker, der bruger parken. Vi ønsker at finde en balance, som vi ikke mener, at det nuværende projekt indeholder, forklarer Malene Blume.
Derudover kalder hun det for underligt, at borgerne tæt på ikke er blevet hørt før og efter hendes mening har fået relativt kort tid til at samle høringssvar og materiale.
- Det er som om, man har glemt, at den her park ligger lige op ad beboelse og er hyppigt brugt af naboer og mange andre, siger hun.
Repræsentanter fra "Bevar Egelundsparken" er dog i kontakt med politikerne allerede.
- Heldigvis har vi nu fået etableret en dialog med politikerne, og indtil videre føler vi, at vores indspark og bekymringer bliver taget seriøst. Vi skal blandt andet have et møde med kommunalbestyrelsens medlemmer i midten af august, siger hun.
Hvad håber de vil ske
Malene Blume peger på en anden løsning for parken, end den politikerne har i støbeskeen.
- Som alternativ til de nuværende planer ser vi høslet som det oplagte. Det vil nemlig tilgodese biodiversitet, fordi man kun høster græsset to gange om året på nogle meget præcise tidspunkter, som harmonerer med, hvornår insekterne klækkes. Med høslet kan vi beholde parken som den er, og samtidig få mere biodiversitet, siger hun og peger på, at der allerede nu er flere andre områder i Albertslund, hvor der allerede nu er kvæg, får og geder.
- Der synes jeg måske, at vores limit er nået. Men der er også alternativer til Egelundsparken, hvis man meget gerne vil sætte mere kvæg ud, nemlig nordlige Hyldeager Bakker, foreslår hun og sender til allersidst en bøn afsted mod poltikerne:
- Nu håber jeg, at kommunen og politikerne rent faktisk vil lytte og tage vores bekymringer alvorligt ved at komme med et nyt forslag til Egelundsparken, hvor der er en bedre balance mellem at tilgodese brugerne og biodiversiteten.
- Hvem bliver lukket inde, og hvem bliver lukket ude?
Af Jens Normand, albertslund posten uge 28
Albertslund Posten Uge 28 (e-pages.pub)
Til alle i kommunalbestyrelsen.
Jeg er blevet bekendt med, at I alle har godkendt et projekt hvor HELE Egelundsparken skal hegnes ind, for at give plads til 30 køer. Jeg har boet i Albertslund i over 50 år, og har generelt set været glad for at bo her, både som barn, ung og voksen med egne børn. Men jeg må sige, jeg ikke er glad nu.
Som daglig bruger af Egelundsparken igennem mange år, har jeg stor fornøjelse med at bevæge mig frit, i et dejligt grønt område, hvor der er højt til loftet, i afvekslende natur med skov og eng. Et sted som gennem årene har udviklet sig til “rigtig natur” med rigt dyreliv, inkl. en del råvildt.
Jeg har altid opfattet Albertslund, som en kommune, der var i dialog med borgerne - hvor vi derigennem fandt de bedste løsninger. I dette tilfælde har der mig bekendt overhovedet ingen dialog været,- ej heller information herom, så vi selv i tide, kunne gøre indsigelser. Hverken til borgere, grundejerforeningerne, institutionerne - ingen.
Jeg mener at vide, at en del af Jer i kommunalbestyrelsen selv bor i kommunen, og jeg kunne have lyst til at spørge Jer, om I selv ville finde en sådan proces “i orden”, når det drejer sig om så store forandringer i de nærområder I bor i?
Når man sætter hegn op, er spørgsmålet vel: - Hvem bliver lukket inde - og hvem bliver lukket ude??
Egelundsparken blev anlagt med det formål at give os - mennesker - et rekreativt og grønt område, vi kunne nyde at være I, og nu virker det som om, at det er dyrene, der skal have “fortrinsret”? Jeg er enig i, at der er behov for “mere natur”, men der ER altså allerede natur i Egelundsparken. Der er endda også køer - og får. Og det har der været i mange år.
Og endelig forstår jeg slet ikke skalaen. Altså hvorfor hegne hele Egelundsparken inde? Hvorfor ikke gøre det i et hjørne eller de dele der i dag ikke bruges af tusindsvis af mennesker, eller flytte det hele til den del af Hyldager bakker der endnu ikke er taget i brug???
Som jeg kender Albertslund, er det hvert år svært at få budgetterne til at slå til, og vi mangler i min optik Aller mest at investere meget mere i vores skoler, men det er der ikke råd til, når pengene bliver brugt på “prestigeprojekter” som dette. Her endda helt unødvendigt.
Jeg forstår ikke I alle har stemt for dette, og håber at det er fordi, at I - ligesom os borgere - slet ikke har været ordentligt informeret.
Jeg vil anbefale, at I beder administrationen om “at spole lidt tilbage”, og så starte en reel dialog med de borgere, der rent faktisk har glæde af Egelundsparken hver dag. En dialog, hvor I også deltager naturligvis.